Denne analyse sammenfatter vores vision og overbevisning om at en langsigtet vælger-adfærd i henhold til fordeling af basale goder, mængden af (ikke-primære) offentlige goder og skatter, sker som et resultat af vedvarende forhandling mellem tre forskellige aktører, som vælgerskaren er konstitueret af. Analysen tager afsæt i den implicitte antagelse om en fundamental forskel mellem velfærdssystemet og den offentlige sektor, som leverer de vitale offentlige serviceydelser. Denne antagelse foreligger uden brug af empiri eller konceptuelle antagelser.

Vi beskæftiger os her med spørgsmålet om hvordan en fair og retfærdig indkomstom-fordeling for alle opnås. Vi anskuer velfærdsstaten som sagt bestående af tre primære aktører. Disse aktører skal tage stilling til fordelingen af "velfærdskagen," en fordeling som resulterer i velfærdsrelateret beskatning af borgere. Den første aktør, Forhandler 1, forsvarer borgernes juridiske og moralske rettigheder til de primære behov - overførsels-indkomster samt sociale tjenester og ydelser. Den anden aktører, Forhandler 2, forsvarer i reaktion herpå, borgerens ikke-primære men dog betydningsfulde ønsker, såsom levering af offentlige goder og ydelser. Den tredje aktør repræsenterer skatteyderne, herefter benævnt vælgeren, vurderer personlig forbrug højere end moralske overvejelser og social ansvarlighed, offentlig aktivitet og tjenester Via skatteyderes valgpræferencer kan vælgeren udgøre en risiko for sammenbrud i forhandlingerne mellem aktørerne, hvilket kan føre til afbrydelse af forhandlinger. Forhandler 1 og 2 tvinges væk fra forhandlings-bordet for tidligt. Vi vil her føre bevis for påstanden om at 50% af medianindkomsten er tæt på det, der kan betragtes som en realistisk løsning på dette problem, også kaldet Negative Indkomst-Skat. Med andre ord: Hvordan sikrer man den statsgaranterede personlige mindsteindkomst på 50% af medianindkomst uden risiko sammenbrud?

En sådan mindsteindkomst ser vi endvidere til at være i overensstemmelse med de krav om overførselsindkomster for personer uden selvstændig forsørgerevne samt sikring af, at de forskellige aktørers skiftende forhandlingstilbud og betingelser vedrørende et mindste muligt skattetryk kan ske i overensstemmelse med vælgernes ønsker.